Kategoriarkiv: Turalbum

af Jakob Birk Hansen
Johannes L. var målet for klubbens månedsdyk i april 03. Skibet er en tysk coaster, som forlist i 1979. De 5 mand ombord blev reddet, men de har også næsten kunne vade i land, for det dybeste sted omkring vraget er 9 meter. Da vraget er forholdvist nyt, overskueligt og på lavt vand, er det nok et af de mere almindelige dykkermål for nyuddannede dykkere.

Vi mødtes som sædvanlig klokken 7 og pakkede straks klubbilen med udstyr. Til de flestes overraskelse trillede vi afsted allerede 7.15 og ikke omkring 8-tiden som vi ellers plejer (resten af turen foregik iøvrigt også med næsten militærisk præcision). Selv om vi er en social dykkerklub, var 9 mennesker i klubbilen lige i overkanten. Kell kørte derfor til Helsingør i sin egen bil. Maria og Bjørn kørte med ham. Thomas, Sune, Flemming og jeg selv kørte med Anders som chauffør, i klubbilen, der dog ikke lød helt som den plejer. Jeg blev helt nostalgisk, for det var næsten som at høre min hedengangne Polo årgang 81 tøffe afsted om vinteren. Netop som vi kørte på motorvejrsafkørslen ved Helsingør satte motoren ud, og straks blev stakkels Sune mistænkt for ikke at have fyldt benzin på kareten. Efter et lille minuts tid fik Anders dog motoren startet igen og vi kænguruhoppede videre til færgen.

Anders og Thomas

Kell og Maria

Kell parkerede, og med bussen fyldt og tilråb til færgebilletdamen blev bussen skudt op ad rampen. Vi nød et par “spændende” ostemadder i cafetariet og så hvordan en HH Ferries færge kan lappes med gaffa tape. Vel i havn kørte vi sydpå, og fandt parkeringspladsen ved nudiststranden (som i øvrigt var tom).

På færgen

Klargøring

Anders udpegede vraget, 200 meter fra kysten, og gav instrukser for dykket. Hurtigt var første og andet hold i vandet. Ingen navne nævnt, men to CMAS***-dykkere endte i første omgang et par hundrede meter skævt af vraget ….. hrrhøm. Jeg skulle dykke sammen med formand Kell, og vi gjorde os klar efter en halv times tid. Dette var kun mit ottende dyk, men andet dyk ved Johannes L. Desuden var det mit første dyk i år, hvilket også kunne mærkes i benene, da vi havde aftalt at vi svømmede i overfladen derud. Johannes L. ligger på siden med bunden ind mod land.

Anders og Flemming klargører grejet

På vej i vandet

Kell og jeg giver ok-tegn og synker stille og roligt ned langs bunden af skibet, næsten oppe ved stavnen. Det er skønt at være under vandet igen. Bunden af coasteren er fuldstændig tildækket af muslinger og alger. Sigten er fin og under os kan vi se bunden komme mod os. Vi svømmer rundt om stævnen, hvor sandbunden går lidt ind under skibet. Foran på dækket står forskellige tilgroede “dimser”, sikkert taljer, små master og lignende. Vi glider videre ind i det store lastrum, som der er adgang til gennem to store luger i dækket. Herinde er mørkt, så vi tænder begge vores lygter og lyser rundt. Mellem de to luger hænger noget der nok blev brugt som pressening mellem dem, dengang skibet stadig flød. Oppe mod loftet – den tidligere inderside af lastrummet – er der små luftlommer, lige store nok til at få toppen af hovedet over vand. Kell prøver at sige noget, men munden blæser bare bobler i vandet. Jeg griner og vi dykker nedad igen. Vi når styrehuset og glider rundt om nogle rør. På den anden side er der to små huller, som er skylight til motorrummet. Lygternes lys trænger ikke langt ind der. Længere bagude mellem to dæk er en bred indgang. Kell svømmer ind og orienterer sig. Jeg følger lige efter. Foroven er små vinduer hvor lyset trænger ind, og jeg er overrasket over hvor lidt sand og mudder der bliver hvirvlet op af vores finner. Forenden af gangen slår Kell en lille salto nedad. Jeg får vendt mig knap så elegant. I det næste rum ligger et badekar. Jeg griner så boblerne står ud af munden – nogen har vist glemt at slukke for vandet. Efter et hjørne er vi pludselig ude i frit vand igen, mellem styrehuset og lastlugerne. Omkring til bagerste ende og ned til roret og skruen. Bladene på skruen er savet af. Længere ude ligger en stor trekantet tingest. Jeg ved ikke hvad det er, men måske noget fra en hejseanordning. Vi svæver igennem den og tager endnu en runde om skibet. Det er blevet tid til at dykke mod overfladen, så vi glider op mod den øverste skibside igen. Efter ok tegn til hinanden og til land bliver vi enige om at dykke langs strandbunden ind mod land. Overfladesvømning er ikke for os. På vej ind ser jeg to store rødspætter. Den ene bliver bange og stikker af. Masser af sandorme og andre dyr graver, puster og sørger for liv da vi når til den yderste revle. Vi rejser os op og dykket er forbi.

Klargøring

Sidste hold dykkede mens vi pakkede sammen og gjorde klar til hjemturen. Færgeoverfarten til Helsingør var jo hurtigt overstået, men på motorvejen gav klubbilen op igen. Selvfølgelig på en strækning uden nødspor. Den kunne dog lige trille hen til et lille indhak hvor vi alle hoppede ud af bilerne. Sune hældte fem liter benzin fra reservedunken, men lige meget hjalp det. Da Anders og Thomas poppede motorhjelmen åben så vi hvorfor bilen har hostet hele dagen. Den ene tændhætte var røget af tændrøret. Så kom der fut i det røde lyn igen og vi trillede til byen. Efter udpakning i det efterhånden ganske gode vejr drog vi hver især hjemad efter et dejligt dyk i Sverige.

Hele holdet

De to arrangører, Sune og Anders, slapper velfortjent af efter turen

(foto: Jakob Birk Hansen og Kell Skytt)

af Jakob Birk Hansen

Jeg havde desværre ikke tid til at være rigtig med til fastelavnhalløjet, men jeg nåede da lige forbi
Damhussøen og tage lidt billeder.

af Kell Skytt
Nytårsdyk ved Langelinie og til Minestrygeren med Rødovre dykkerklub

af Flemming Dupont
Aftalte møde tid kl. 0700 på Ungdomsskolen, men igen måtte vi stå og vente på de sidste, der kom ved 8 tiden. Vi fik med møje og besvær pakket og kom af sted til Ida. Vejret var gråt og overskyet.

Ida er en gammel fiskekutter, som vi har del i. Selv om hun er en gammel skude, så er det en fornøjelse at sejle ud på dykkertur med hende.

Efter en stille og rolig sejltur nåede vi frem til Charlotte, eller hvad? Peter og Jacob rodede med GPSén og blev enige om, at vi var, hvor vi skulle være. Efter lidt snak prøvede vi at finde Charlotte Amalie, som skulle ligge på 10 meters dybde, men selv om vi fik masser af udslag på ekkoloddet, fandt vi ikke nogle vrag rester på bunden, hverken da vi fridykkede efter det eller da Thomas og Maria dykkede med flasker. Der var lige tid til lidt badning og udspring fra Ida, mens der blev diskuteret frem og tilbage, om hvad vi nu skulle. Der skal lige tilføjes at nu var solen brudt igennem og skinnede på os resten af turen.

(Drengene hiver ankeret op)
Det blev så bestemt at vi skulle sejle Nord for Middelgrunden og dykke på “Indfødsretten” ,et flere hundreder år gammelt træskib.

(Styrmand Peter ved roret)
Da vi havde sejlet ca. 10 min. får jeg en skideballe af Skipper, der spørger om jeg er et fjols eller bare en dum landkrabbe. Det viste sig at vores gode gamle gummibåd havde valgt at sejle sin egen vej og var nu godt 20 meter bag os. Thomas sprang i vandet og svømmede tilbage efter båden. Peters “voldsomme” udbrud over for mig, som var den stakkel, der havde bundet gummibåden til Ida, viste sig at være ubegrundet, for rebet sad stadig fast på Ida. Rebet var simpelthen gnavet over ved gummibåden.

(Thomas i gummibåden)
Vi nåede frem til Middelgrunden og nu skulle Peter til at tænke. Den gæve skipper kunne huske, at der var noget med 3 skorstene på land, der skulle være over et bestemt tag på Middelgrunden. Var det nu den første eller den tredje skorsten. Vi fandt det, vi ledte efter JUUHUUE. Nu skulle mange af os se vores første vrag.

Der blev lavet en plan af vores dykkerleder Kell og holdene begyndte at springe i vandet, men de så lidt skuffet ud i ansigterne, da de kom til overfladen igen, de havde simpelthen ikke set noget. Jan og jeg havde fået den store ære at skulle dykke med Peter him selv. Det glædede vi os meget til.

Nu skulle skulle vi to unge knøse (jeg tænker her på erfaring) og den store mester nok vise, de andre hvor vraget lå. Vi sprang i vandet og fik på mærkelig vis bundet os sammen og startede på nedturen, flot klart vand alt gik som planlagt.

(Phillip, Peter og Jan)
Da vi nåede 16 meter begyndte havkokken at lave suppe og da vi nåede bunden på 20 meter, må jeg indrømme, at der var suppen kogt på, der var ikke 10 cm. sigt. Det er lige her, at man er glad for, at man ikke valgte PADI. Makker linen er her guld værd, så kan man da mærke at man ikke er alene i vandet. Her var dykkerledelse en svær ting, man kunne ikke se andet end glasset i sine briller. Efter 15 min. ser jeg 2 tommelfingre, der peger op efter på mine briller. Jeg er ikke sen til at tilføje min tommel.

(Thomas og Flemming)
Vi blev enige om, at der ikke var mere at se på, så sejlturen hjem kunne begynde. En Søndag på Øresund med ISK var overstået og vi havde haft en god og hyggelig dag alle 11 mand ( undskyld Maria 10 + 1 kvinde ).

Flemming Dupont (foto: Jakob Birk Hansen)

I juni 2002 var der dyk på vraget Johannes L., som ligger helt tæt på kysten ligesyd for Helsingborg.

Godt humør, selvom det er alt for tidligt en søndag morgen.

Flaskerne fyldes i kompressorrummet. Johannes L. ligger mellem 1 og 10 meters dybde, så i gider ikke slæbe de store flasker med. Der er rigelig luft.

Gummibåden i garagen. Den skulle slæbes op til en havn på strandvejen og sejles over Øresund, for der var ingen grund til at betale for den med færgen.

Vel ankommet til stranden syd for Helsingborg passes udstyre til, og vi hoppede i baljen. Johannes L. er en coaster som for et par årtier siden gik under i en storm. Den ligger på siden få hundrede meter fra kysten, De to store åbne lastrum er lige til at dykke ind i, og erfarne dykkere kan vel nok komme længere ind i gangene.

Der skal også lige være tid for Peter og Torben til at klare verdenssituationen.

Det kan være hårdt at være på vandet hele dagen, så der blev lige tid til en lur på vej hjem. Nogle forstår at gøre det behageligt :o)